3Shape er verdens førende virksomhed indenfor moderne dental teknologi. De udvikler software og producerer scannere til brug for tandlæger og på tandtekniske laboratorier, scannere der kan give brugeren heraf digitale billeder af hele tandsæt eller dele heraf fx til fremstilling af en ny krone til en knækket tand.
Virksomheden blev startet i 2000 af Tais Clausen og Nikolaj Deichmann. Tais havde som led i sin master på DTU fremstillet en scanner, der med sin brug af avancerede matema-tiske algoritmer var klart bedre, end hvad der var på markedet dengang. Sammen med vennen Nikolaj, der kom med en uddannelse fra CBS, afsøgte de, om der var et marked for sådanne avancerede scannere. Det var der, først indenfor fremstilling af de moderne høreapparater, der individuelt fittes til den enkeltes øregang, og derefter indenfor tand-teknologien. Behovet var så stort, at virksomheden er vokset nærmest eksplosivt: I 2010 var der knap 150 ansatte og i dag nærmer de sig 2500 - og med afdelinger i en række lande ud over kloden.
Hvert sekund døgnet rundt er der et sted på kloden, der anvender 3Shapes laboratorie-scanner, og hvert tredje sekund er der en tandlæge, der anvender en af de håndholdte trios-scannere. Det er to forskellige teknologier med brug af forskellige matematiske værktøjer. I filmen giver vi et indtryk af begge.