Forord

 

Danmark er igen blevet en krigsførende nation, og det har sat spor i ny dansk litteratur og kunst. Ser man tilbage på den danske litteratur- og kunsthistorie, er de nye værker en del af en større sammenhæng, hvor danske forfattere og kunstnere har undersøgt krigens væsen gennem litteratur og kunst.
        Men hvad er det, dansk litteratur og kunst kan, når det gælder netop at undersøge, hvad krig er og gør? Det er omdrejningspunktet i denne bog, som er tænkt som et konkret forløb, man kan bruge i hele sin længde eller vælge ud fra til danskundervisningen på ungdomsuddannelserne.
        Forløbet er baseret på mine egne erfaringer som danskunderviser i gymnasiet, og værkerne er derfor valgt ud fra, hvad jeg har erfaret fungerer med målgruppen. Det er min oplevelse, at emnet fænger eleverne og i den grad får dem til at reflektere over både krigens natur og kunstens særegenhed. Samtidig mødes flere af ungdomsuddannelsernes faglige mål – særligt målet om at eleverne skal kunne demonstrere viden om samspillet mellem tekster, kultur og samfund. Desuden er flere kanonforfattere repræsenteret i forløbet, hvor der også er rig mulighed for at afprøve mange af danskfagets metoder.
        På side 7 er der et skema, der angiver, hvad vi kommer igennem i hver af de tre dele i bogen, og på bogens forflap er der en tidslinje, der giver et kronologisk overblik over de anvendte værker.
        I danskfaget kunne man gå til emnet ”krig” på mange måder. Det er i den grad et omfattende emne, som både kunne undersøges ud fra specifikke genrer, bestemte historiske krige, litteraturhistorisk, sprogligt, mediehistorisk og meget mere.
        Bogen her har imidlertid en tematisk tilgang til emnet, fordi fokus er på, hvordan dansk kunst på mangfoldige måder forholder sig til krig. Det er danske kunstværker og særligt litteratur, der er i centrum. Indimellem perspektiveres dog globalt. Frem for at beskæftige sig med én bestemt krig eller én bestemt genre undersøger bogen gennem opgaver og kreative øvelser, hvordan man mere generelt kan analysere og fortolke forholdet mellem krig og kunst ud fra konkrete værker. Der er altså i høj grad fokus på, hvad der er særligt for kunst – med andre ord: Hvad kan romaner, noveller, digte, dramaer, monumenter og billedkunst sige om krig, som ikke kan siges på samme måde i sagprosaen?
        Tematikken er også styrende for bogens tre dele: Før krig, I krig og Efter krig.
        I første del ser vi på, hvordan danske kunstværker belyser bevæggrundene for at drage i krig. Her er primært fokus på litteratur. Ud fra værker som Herman Bangs Tine og Ludvig
Holbergs Kriig mellem Leoparder og Tigre, digte af bl.a. Gustaf Munch-Petersen og Morten Nielsen og enkelte malerier undersøges hvilke politiske, ideologiske eller personlige motiver for krig, kunstnerne beskæftiger sig med.         I løbet af anden del, I krig, udforsker vi gennem værker af forfatterne Martin Andersen Nexø, Carsten Jensen, Kaj Munk og Lars Husum samt billedkunstnerne John Kørner og Simone Aaberg Kærn, hvordan selve krigshandlingerne bliver formidlet i den danske kunst. Her arbejdes også kort med dokumentarfilmen Armadillo og spillefilmen Krigen.
        Tredje del, Efter krig, behandler, hvordan krigens konsekvenser afspejles i kunsten, og hvorvidt kunsten har en terapeutisk rolle for den hjemvendte soldat og for samfundet som sådan. Er kunsten blot en slags beskrivelse af krigens konsekvenser, eller er den mere aktivt en måde at bearbejde krigserfaringerne på? Her inddrages blandt andet litterære værker af Klaus Rifbjerg og Alen Meškovic men også Halfdan Piskets grafiske romaner samt billedkunst, en installation og monumenter. Bogen afslutter med en refleksion over fremtidens krige ud fra et uddrag af Peter-Clement Woetmanns teaterstykke Til mine brødre.
        I en litteraturhistorisk sammenhæng er ulempen ved den tematiske struktur naturligvis, at værkerne ikke optræder kronologisk. Bogen er til gengæld en anderledes tilgang til perioder, ismer og kanonforfattere som f.eks. Ludvig Holberg og Martin Andersen Nexø, og forløbet kan med fordel bruges som repetition.
        Når man tager forholdet mellem krig og kunst op som emne i danskundervisningen, giver det imidlertid ikke kun anledning til diskussioner om litteratur og kunst. Værkerne, der indgår i bogen, vil formentlig også rejse mange etiske, politiske, psykologiske og måske endda antropologiske spørgsmål som for eksempel: Ligger krig i menneskets natur? Hvem har ansvaret for krig? Hvordan er krigens regler? Hvilke dilemmaer står den enkelte udsendte soldat overfor? Det vil i den forbindelse være oplagt at samarbejde med andre fag. Jeg vil desuden anbefale at supplere arbejdet med bogens opgaver med et konkret besøg eller en udflugt, der imødekommer nogle af de overvejelser. Det kan for eksempel være, det er muligt at få besøg af en tidligere udsendt soldat eller tage til en mindelund, et fort eller et museum. De indledende associationsøvelser kan evt. give en idé om, hvorvidt klassens netværk kan være frugtbart i den sammenhæng.
        Det er også oplagt at læse en hel roman som for eksempel Lars Husums Jeg er en hær, Alen Meškovics Ukulelejam eller Dy Plambecks Mikael i forbindelse med emnet og supplere med artikler, dokumentarfilm og spillefilm samt evt. et miniforløb om computerspil med krigstema.

Rigtig god arbejdslyst!
Louise Klinke Øhrstrøm

Praxis Forlag A/S, Vognmagergade 7, 5. sal • DK-1148 • København K • Tlf: +45 89 88 26 72 • Email: info@praxis.dk • CVR 41280921
Egmont