Statens Serum Institut, SSI blev grundlagt i 1902, nogenlunde samtidig med bygningen af Rigshospitalet. Det var en periode med en række internationale gennembrud inden for mikrobiologi og immunologi, et arbejde hvor også danske forskere spillede en stor rolle. Serum er navnet på blodvæske uden de hvide og røde blodlegemer og uden fibrin, det som får blodet til at størkne. Men blodvæske indeholder antistoffer og kan således anvendes i bekæmpelsen af visse sygdomme.

Da Seruminstituttet bliver grundlagt, er fokus hovedsageligt på den farlige halsbetændelse difteri, hvor dødeligheden i epidemierne kunne være op til 50%. Behandlingen skete med serum udvundet af hesteblod, som halverede dødsraten. I mellemkrigstiden var den vigtigste indsats kampen mod tuberkulosen, hvor man blandt andet fik kortlagt at sygdommen for en stor del var mælkebåren, hvilket førte til indførelsen af pasteurisering af mælk.

Efter 2. Verdenskrig blev man i stigende grad i stand til at vaccinere mod mange af de farlige sygdomme og epidemier, kobber blev udryddet globalt og polio blev udryddet i Danmark og i de fleste udviklede lande. SSI var førende i udvikling af tuberkulosevacciner, og stod også i spidsen for vaccinationsprogrammer i bla. Centraleuropa. Børnevaccinationsprogrammerne blev et stort indsatsområde fra 1950’erne, og der var i den periode generelt stor tiltro til, at vi kunne overvinde de store epidemier. Men AIDS epidemien og siden SARS, Ebola, fugleinfluenza og Covid-19 demonstrerede, at nye epidemier opstår fra tid til anden, og at man derfor må have et stort og konstant beredskab til at kunne håndtere det.

SSI er idag vokset til at rumme ca. 900 ansatte, heraf mange hundreder med specialer indenfor epidemiologi, matematisk modellering, genetisk sekvensering og andet.