Projekter - Kapitel 2 Tilbage
Projekt 2.1 Spillerbudgetter og resultater i superligaen
Et lille projekt med en statistisk undersøgelse af om der er en sammenhæng mellem spillerbudget og resultater. Der er materiale fra tre sæsoner, sæsonen 2009/10, 14/15 og 15/16. I projektmaterialerne ligger en samlet oversigt over resultaterne siden superligaen startede. Materialet er samlet i et dokument med links til både klubber og resultater de enkelte år.

Projekt 2.2 Copenhagen marathon-løbetider for kvinder og mænd
I bogens tekst undersøgte vi mændenes løbetider. Vi undersøger nu hele materialet nærmere med udgangspunkt i kvindernes løbetider.

Projekt 2.3 Titanics forlis (med de autentiske data for nationalitet og for køn)
I bogens tekst undersøgte vi sammenhængen mellem passagerernes skæbne ved forliset, og den klasse de boede på. Men der er mange andre variable, der kan tænkes at have haft indflydelse på passagerernes skæbne. Vi dykker ned i materialet. Som en del af projektmaterialet ligger en oversigt over passagererne, deres nationalitet, køn, alder, klasse de rejste på og deres skæbne.

Projekt 2.4. Menneskets proportioner
Et projekt hvor eleverne gennemgår de statistiske begreber og metoder og selv opstiller spørgsmål og hypoteser ud fra en række målinger på deres egne proportioner som højde, spændvidde, navlehøjde, vægt mv. Eleverne undersøger bl.a. hypotesen: Legemshøjde er lig spændvidde.

Projekt 2.5 I krig med Florence Nightingale – et delvist engelsksproget projekt til samarbejde med historie og engelsk
“To understand God's thoughts we must study statistics, for these are the measure of His purpose”, udtalte Florence Nightingale på et tidspunkt. I forlængelse af kapitlets indledende afsnit dykker vi ned i Florence Nightingale’s statistiske materiale og hører om hendes egne overvejelser, og lærer om de specielle diagramtyper, som hun selv opfandt. Projektet kan laves i samarbejde med historie og engelsk. Projektet er delvist engelsksproget, idet der læses et ”interview”, der er konstrueret ud fra hendes egne taler, skrifter og udtalelser.

Projekt 2.6 Lysets hastighed – et projekt til samarbejde med fysik
Et projekt evt. i samarbejde med fysik, hvor man bl.a. gennemfører en statistisk undersøgelse af de originale 66 præcisionsmålinger af lysets hastighed, som Newcombe foretog i perioden juli-september 1882. Newcombe samarbejdede med Michelson, der var den første som designede sådanne forsøg.

Projekt 2.7 Lord Rayleighs bestemmelse af densiteten for kvælstof og opdagelsen af argon
Et projekt evt. i samarbejde med kemi, hvor man arbejder med de originale data fra Rayleighs forsøg, hvor han 1890’erne bestemte densiteten af kvælstof (nitrogen). Vi dykker ned i hans egne forsøg på at tolke sine undersøgelser og hans overvejelser om en forklaring på afvigelser fra det forventede, der siden førte frem til opdagelsen af ædelgassen Argon.

Projekt 2.8 Måling af reaktionstider - Hvem er den hurtigste?
Et lille projekt, der træner arbejdet med middeltal, median og boksplot ud fra følgende lille case: Eleverne deles op i par. Men skiftes til de følgende to roller: En udfordrer, der skal slippe en lineal, der holdes mod en tavle, hvor der er afsat målemærker. Udfordreren slipper linealen på et overraskende tidspunkt. En forsvarer, der skal have målt sin reaktionstid, skal forsøge at stoppe linealen så hurtigt som muligt.

Projekt 2.9 Sumkurver som funktionsudtryk – anvendt til Lorenzkurver og Ginikoefficienter (især for B- og A-niveau)
En sumkurve fremkommer ifølge definitionen, ved at vi forbinder en række punkter afsat i et koordinatsystem med rette linjestykker. Sumkurven kan derfor også betragtes som graf for en funktion: Til hvert tal x i definitionsmængden svarer præcis én y-værdi. Når funktionsudtryk således supplerer den grafiske repræsentation, vil den grafiske løsning af et problem ligeså blive suppleret af en ligningsløsning. Projektet er to-delt, hvor anden del handler om to af de centrale begreber i debatten om ulighed, nemlig Lorenzkurven og Ginikoefficienten. Denne del kan også anvendes i et fagligt samarbejde med samfundsfag.
Praxis Forlag A/S, Vognmagergade 7, 5. sal • DK-1148 • København K • Tlf: +45 89 88 26 72 • Email: info@praxis.dk • CVR 41280921
Egmont